Marius Anhalt
Første udkast
Ingen korrektur
Detentionen var ikke det værste sted at være for Jarvis, det mindede om de vilkår man i forvejen levede under når man hørte til i en af de lavere klasser. Og Jarvis var allerede det perfekte eksempel på pragmatisk lydighed, så han vænnede sig hurtigt til de omstændigheder, der omgav ham. Jarvis havde måske været der et par dage, men han talte ikke rigtigt, for han faldt accepterende ind under detentionens monotone rytme. Alt, hvad han havde, var feltsengen under sig, de grå vægge omkring, og et svagt uroligt lys fra loftets gullige opake lysstofrør, der uden tvivl sang på sidste vers.
Han trak vejret forsigtigt. Ikke af frygt, men af vane. Han havde en tendens til at få en ubehagelig hjertebanken hver gang hans tanker ikke kunne finde ro, og havde lært sig selv at kontrollere det ved hjælp af vejrtrækningen. Når det var ekstra slemt, måtte han lige have hænderne op og presse dem ind mod sit eget bryst, det havde også en eller anden formildende virkning på hjertet. Og det kan man roligt sige, der har været behov for gennem den sidste tids voksende paranoia i hele landet, med myndigheder der tager mere og mere, og giver mindre og mindre, samtidig med flere kontroller, razziaer og interimistisk opsatte DCE områder. Og nu sad han altså her i detentionen. Anholdt. Ikke for en forbrydelse, ikke for vold eller tyveri – men fordi han manglede batterier. Eller, han manglede dem ikke ligefrem, han kunne bare godt lide at have lidt ekstra liggende. Man ved jo aldrig hvornår man får brug for et batteri. De fandtes mest kun på sortbørsmarkedet nu, for længere inde mod centrum blev priserne umulige at betale for almindelige mennesker. Og det var netop på markedet, han var blevet taget. Midt i menneskemængden, foran en bod, med en lille pakke AAA i hånden som han overvejede at købe. Det var alt. Én forkert bevægelse, ét blik fra de forkerte øjne, og pludselig var DCE over hele markedspladsen.
De bar en blanding af det hedengangne politis kampuniformer som de havde fået udleveret, da korpset blev oprettet, og så hvad de ellers selv havde fundet af Rambo-inspireret beklædningsdele. En broget skare af maskerede soldater i tunge støvler trådte ind over markedspladsen i DCE’s navn, som om alt liv bare var skidt, der skulle fejes væk.
Jarvis kunne tydeligt huske hvordan folk skreg, og hvordan ingen lyttede til dem. Der blev ikke stillet spørgsmål. Nogle fik tæv på stedet, og andre blev udvalgt til at blive ført bort. Jarvis havde godt hørt, at DCE nu både udstedte domme og førte dem ud i livet uden nogen form for appel. At hele retsvæsenet var blevet effektiviseret, som de kaldte det – et ord, som regeringen brugte, når de mente, at der enten kunne spares penge eller ansvar.
Jarvis sætter sig op i sengen og læner sig ind mod den kolde væg, og mærker hvordan kulden først rammer huden, så hvordan den bevæger sig gennem kødet og til sidst kan han næsten mærke den rammer knoglerne. En plink-plink lyd rammer Jarvis’ ører, og lysstofrøret flimrer …igen … Hans øjne lukker sig halvt, ikke fordi han er træt, men for at trække sig væk fra det hele i det eneste rum, han stadig havde magt over – sit eget hoved.
Der er ikke mange lyde, heller ikke fra de andre celler. Jarvis ved at der folk i alle cellerne, for der blev taget en større portion med fra markedet. Men det ved alle sammen at larm og støj er lig med vagter på gangene, og det er ikke nogen der gider. Man kunne nemt forestille sig at de alle bare nyder stilheden for et øjeblik. Der er ikke vinduer i cellerne, men celledørene er gitterlåger hvorfra man kan se vinduerne ude på gangen. Nede for enden af gangen kan man se en tung metaldør med en præget tekst:
“DCE – Kontrol er stabilitet”
Et metallisk klik fra højtaleren i loftet ude i gangen trækker ham ud af sine tanker. Så kommer der en skratten efterfulgt af Qvortrup’s sprøde stemme:
“God eftermiddag røvhuller, må jeg bede om jeres opmærksomhed, tak. Kl. 13.43 ramte en eksplosion det centrale København. Myndighederne er ved at undersøge det nærmere, men der er indtil videre kun rapporteret om få tilskadekomne. Vi kan altid håbe på, at det er nogle af jeres venner. Aftensmaden i dag er i øvrigt sprængt bov som skal spises inden der kommer for meget hår på, hvis I forstår sådan en lille en der.”
Man når lige at høre ham sige “hold kæft de er så dumme”, inden han grinende slukker for mikrofonen, og højtaleren skratter ud.
Jarvis åbner øjnene og stirrer ud på højtaleren, der er placeret tæt på hans dør. “Qvortrup” mumler Jarvis for sig selv. Et klassisk eksempel på en usympatisk, småsadistisk skrankepave der ikke fik nok af at tryne sine borgere dengang han var sagsbehandler for forvaltningen, og derfor meldte sig til DCE korpset da det blev oprettet. Og her er han så stille og roligt steget i graderne, plusgrader på uniformen, og minusgrader i sjælen.
Jarvis lader tankerne om Qvortrup svinde ud, og tænker i stedet over selve meddelelsen. Eksplosion. København. Få tilskadekomne. Det var alligevel mystisk, hvorfor mon sprænge en bombe der ikke volder skade, kunne det blot være noget taktisk eller et ønske om at skræmme befolkningen? Det må enten have været en ren fiasko, eller noget taktisk planlagt.
Jarvis tænker på sin lejlighed, og katten … Gad vide, hvordan katten egentlig har det … Han sidder kun i detentionen mens han venter på eksekveringen af sin dom, Hjemmeanbringelse på ubestemt tid. Et flot ord for fuld kontrol over civilbefolkningen, hvor de sætter en manchet om benet. Manchetten er udstyret med et GPS system der gør at hvis man bevæger sig uden for en vis radius af manchettens fastsatte koordinater, så udløses en nervegift. En nervegift, der lammer alt. Ikke dræber – bare slukker kroppen. Efterlader én som en levende skal, ude af stand til at bevæge sig. Og så ligger man der, indtil man enten er død… eller til nogen kommer forbi med en modgift.
Skriv et svar