Livs drøm

Der var engang en lille pige, som hed Liv.
Hun elskede uhyggelige fortællinger om trolde, spøgelser og andre af mørkets skabninger.
Men hver eneste aften glemte hun, at hun fik mareridt af dem.

Så når mørket faldt på, og Liv skulle til at putte, tryglede og bad hun sin barnepige om at fortælle nogle af de sagn og spøgelseshistorier, hun kendte.
Liv levede sig helt ind i de spændende historier.

Men når historien var slut, barnepigen var gået, og vinden hylede i træerne udenfor,
så lå Liv vågen den halve nat og gruede for, hvad der kunne ske.

En aften, da hun var særligt urolig, kaldte hun på barnepigen igen og fortalte om sine mareridt.
Barnepigen gav hende et gammelt råd:

“Hvis du vil slippe for onde drømme, skal du stille en skål med vand under sengen.
Vandet lokker maren til, så den bliver optaget af sit eget spejlbillede i vandet og glemmer at plage dig.”

Liv fandt en gammel potte frem, fyldte den med vand og stillede den under sengen,
før hun lagde sig til at sove. Og med hjertet lidt lettere faldt hun i søvn.

Men helt fri for drømme blev hun nu ikke.

Hun drømte, at hun sejlede ud fra en lille havn, langt ud på et stort, sort hav.
Det var mørkt, og pludselig vrimlede vandet med hvide ånder.

Nogle gik oven på bølgerne, andre svømmede rundt i vandet,
og små flokke svævede lydløst gennem mørket.

Der var både voksne ånder og børneånder, og nogen var mere tydelige end andre.

Skibet stødte nogle gange ind i dem,
men hver gang Liv kiggede efter, var der ikke sket dem noget,
og de var der stadig, som om intet var hændt.

Af og til kom ånder hen til rælingen og bad om spande.
Liv undrede sig over, hvad de dog skulle bruge spande til?

Sømændene på skibet rakte gamle, slidte spande til ånderne,
og ånderne begyndte straks at øse vand op fra havet og ned i skibet.

Hele natten hang de fast i rælingen med den ene hånd og øsede med den anden,
men lige meget hjalp det – vandet løb bare ud af de huller, der var i spandene.

Sømændene forklarede Liv, at de med vilje havde givet ånderne spande med huller,
for havde de givet dem rigtige spande, ville skibet for længst være sunket.

Da daggryet brød frem, forsvandt ånderne som dug for solen.

I det samme stødte skibet ind i en klippe,
og det kraftige bump vækkede Liv.

Hun fór op og kiggede straks efter under sengen, om potten stadig stod der.
Det gjorde den – og selvom drømmen måske havde været en lille smule uhyggelig,
var Liv alligevel lettet over, at skibet ikke sank, mens hun var om bord.

For tænk, hvis hun var druknet –
og blevet til en af ånderne.