Gyldenfinn og næsetroldende

Der var engang en kvinde, der var gift med en ond og modbydelig greve. Han var så skidt en ægtemand, at da hun opdagede, hun var gravid, valgte hun at flygte. Hun vidste, at han både var rig og stædig, så hun måtte rejse langt væk fra både by og vej.

Hun søgte skjul i de mørke, dybe skove langt mod nord, og dér – i en lille hytte omgivet af mos og stilhed – fødte hun et barn.

Hans hud skinnede, og hans øjne lyste, så hun kaldte ham Gyldenfinn.

Gyldenfinn voksede op blandt træer og dyr, og skovens skabninger elskede ham. Bjørnene lod ham tage middagslur i deres bløde pels, hjortene viste ham stier, som ingen mennesker kendte, ræven lærte ham list, og uglen lærte ham at lytte i mørke. Han talte med alle skovens dyr.

Men i de ældste graners kroner boede nogle andre væsner: næsetroldene.

De var sære skabninger, lidt som mennesker, lidt som trolde. De havde meget lange næser, gribeklør på både hænder og fødder, og når de blev født, havde de vinger. Først når de blev voksne, faldt vingerne af, og så måtte de nøjes med at være dygtige til at klatre i stedet for at flyve.

På trods af deres ellers så interessante ydre, havde de et knap så spændende indre, for de var ikke særlig rare, hverken mod dyr eller mennesker.

Gyldenfinn holdt sig længe fra næsetroldene og de områder, hvor han vidste, de boede. Han kendte deres narrestreger og vidste, hvad de kunne finde på. Men en aften så han, hvordan en flok næsetrolde drillede en gammel ræv og stjal hendes unger for sjov.

Da blev Gyldenfinn vred.

Dagen efter klatrede han op til en af deres reder i et højt træ og råbte:

“Skovens dyr er ikke jeres legetøj! Jeg vil ikke have jer her, hvis I ikke kan leve i fred med os andre!”

De lo ad ham.

“Lille menneskedreng med store ord!” råbte de tilbage og sprang rundt på grenene, mens de rev ud efter ham med deres klør.

Gyldenfinn skyndte sig ned på jorden igen. På det tidspunkt kendte han ikke engang sin egen styrke, men han var så vred, at han begyndte at ryste træets stamme. Han fik sat træets top i så voldsomme svingninger, at flere reder og næsetrolde faldt ned og slog deres næser skæve.

Næsetroldene peb og jamrede i smerte, og blev i starten både bange og sure. Men de opdagede hurtigt, at der var noget ganske særligt ved Gyldenfinn. Han passede nemlig på alle, også på Næsetroldene, hvis de ellers opførte sig ordentligt. Ve den, der gjorde ondt mod en anden, de skulle få med Gyldenfinn at bestille.

Gyldenfinn voksede op – ikke blot stærk, men også retfærdig. Og således blev det kendt på hele egnen, at drengen med den skinnende hud og de lysende øjne, endte som skovens beskytter.