Æbledrengen og Skatteøen

For længe, længe siden, i en lille landsby tæt ved skoven, boede en gammel mand og en gammel kone.
De var meget fattige, men formåede alligevel at lade kærligheden fylde mest i deres liv.

Han samlede brænde og plantede have.
Hun holdt hus.
Og selvom de manglede meget, så manglede de aldrig hinanden.

Men én sorg bar de på, og den bar de i fællesskab.
De ønskede sig så inderligt børn, men havde ingen.
Når mørket faldt på, og huset blev stille, sad de og drømte om barnelatter og små fødder på gulvet.

 

En morgen gik den gamle kone ned til bækken for at vaske tøj.
Mens hun skrubbede, fik hun øje på noget usædvanligt, der flød i strømmen:
et stort, skinnende rødt æble, der glimtede i solen.

Hun fiskede det op og tog det med hjem som en overraskelse til sin mand.

Da de om aftenen skulle skære æblet over, skilte det nærmest sig selv på midten, og ud trillede en lille dreng, sund og stærk, som om han var født af solens kræfter.

De valgte at kalde ham Æbledrengen og opfostrede ham som deres egen.

 

Drengen voksede hurtigt og blev både klog og stærk.
Selv som helt lille kunne han løfte tunge spande med vand og hjælpe med at slæbe brænde i skoven.
Fuglene satte sig på hans skuldre, og dyrene i skoven kom, når han kaldte.

Han var både godmodig og frygtløs og blev kendt på hele egnen som den, man kom til, hvis man havde brug for hjælp og blev kendt i hele egnen som den, man kom til for hjælp.

 

En vinteraften kom en ældre vandringsmand forbi.
Han fortalte om en ø langt ude på havet, en ø beboet af røvere, banditter og andet utøj, der plyndrede landsbyerne langs kysterne, røvede skatte og sejlede dem tilbage til deres skjul i en grotte på øen.

Gennem årene havde de samlet og skjult mange fantastiske skatte og rigdomme.
Ud over enorme mængder af guld og sølv, var der også en usynlighedskappe vævet af morgendug, et forstenet øje fra et søuhyre, som kunne styre tidevandet, og en samling ædelstene så sjældne, at selv konger ville bytte deres kongeriger for dem.

Æbledrengen blev vred og knyttede næverne.
“De skatte skal ikke tilhøre slyngler. De skal gives tilbage til dem, der har mistet dem,” sagde han.

 

Næste morgen hjalp hans plejeforældre ham med at gøre klar.
Moderen bagte små fladbrød med krydderurter og honning, og faderen gav ham en kraftig stav, som han selv havde snittet ud af en eg fra den gamle skov.

Med brødene i en stofpose og staven i hånden begav Æbledrengen sig afsted.

 

Kort efter mødte han en lille sort hund.

“Skal jeg følge dig?” spurgte den.
“Hvis du vil kæmpe mod uretfærdighed og holde med det gode, så ja,” svarede Æbledrengen.
“Så går jeg med,” sagde hunden og logrede med halen.

 

Senere mødte de et egern, som kravlede rundt i træernes grene.

“I ligner nogle med et mål. Hvor går I hen?” spurgte egernet.
“Til røvernes ø, for at hente det, de har stjålet.”
“Hvis I deler jeres brød, vil jeg dele min snuhed.”
“Ja, spis gerne med,” sagde Æbledrengen, og egernet sluttede sig til dem.

 

Ved skovens udkant sad en due med sølvgrå fjer.

“Hør, I der, hvad er jeres ærinde?” spurgte duen.
“Retfærdighed,” svarede Æbledrengen. “Vil du være vores øjne fra luften?”
“Tja, del jeres mad med mig, så skal jeg føre jer sikkert frem.”

 

De fire – drengen, hunden, egernet og duen – nåede kysten og fandt en gammel båd.
Duen fløj i forvejen over havet for at finde et godt sted at tøjre båden på øen, mens de andre sejlede i ly af natten.

 

Ved daggry listede de sig op til grotten, hvor røverne sov tungt efter en lang nats festligt druk.
Æbledrengen sparkede porten ind med sin stav.
Hunden sprang på en røver og bed ham i benet.
Egernet kastede støv i øjnene på en anden, og duen baskede rundt, så alle blev forvirret.

 

Midt i kaosset rejste øens største slyngel sig, brølende og med et sværd i hånden.
Men Æbledrengen veg ikke.
Han kæmpede mod røveren, og med sin store styrke og den robuste stav, slog han ham til jorden.

 

Da de andre røvere så deres leder nedkæmpet, kastede de våbnene fra sig og bad om nåde.
Æbledrengen sagde:

“Bring alt det, I har stjålet, frem, og forsvind fra denne egn for evigt.”

 

De hentede både guld og sølv, usynlighedskappen og tidevandsøjet samt de sjældne ædelstene.
De lagde det hele på vogne og bar det ned til deres store skib.
Æbledrengen tog skibet, og røverne måtte nøjes med at flygte i deres lille båd.

 

Da Æbledrengen og hans tre venner sejlede skibet tilbage til kysten, stod den gamle mand og kone på stranden og spejdede.
Og dér, i solnedgangens gyldne lys, så de Æbledrengen komme sejlende, med hjertet intakt og skibet fuldt af skatte.

Æbledrengen blev rigt belønnet for sin gode gerning.
Han giftede sig med en pige, der var både smuk og klog, og sammen blev de boende hos den gamle mand og kone, som ikke længere skulle leve i fattigdom.
Hunden, egernet og duen flyttede også ind og hjalp Æbledrengen med at beskytte egnen og landsbyerne langs kysten.

Og aldrig siden vendte røverne tilbage.