Benke og Klokken

På en bakketop med udsigt over nogle smukke søer lå et gammelt kloster.
Lige ved indgangen var der en platform bygget af kraftige egetræsbjælker, og der hang en mægtig bronzeklokke, næsten to meter høj. Klokken havde ingen inskriptioner, som ellers var sædvane for gamle klokker. Engang havde den en spejlblank overflade, men nu var den dækket af små ridser og mærker efter tidens tand. Alligevel strømmede folk stadig fra hele landet til for at beundre den.

Klosterets munke fortalte ivrigt om klokken og dens lange rejse til klosteret. Ifølge deres historier blev den støbt for tusind år siden, på samme dag som deres munkeorden blev oprettet. Det var en tid med megen uro i verden, og efter mange krige var klokken til sidst havnet på havets bund hos en gammel havtrold, som boede så dybt, at ingen mennesker nogensinde havde været der. Trolden kom heller aldrig op af vandet, og derfor kunne han ikke nå sine fjender på landjorden.

Men en dag, da en bueskytte ved navn Toke havde dræbt en af havtroldens fjender, besluttede trolden at belønne ham. Han lod den store bronzeklokke fragte op til kysten som en gave til Toke.
Toke forsøgte først at få klokken med sig hjem. Han trak og trak, men den var alt for tung, så han besluttede at give den flotte gave videre til klosteret. Med stort besvær fik munkene slæbt klokken op på bakketoppen og hængt den op over platformen, hvor de hver dag ringede solen op og ned og fyldte landskabet med klokkens klare lyd til glæde for alle de nærliggende landsbyer.

Årene gik, og en dag kom Benke på besøg fra et andet kloster. Han var en stærk og lidt uregerlig munk, kendt for sine vilde og impulsive påfund. En nat fik han den idé, at han ville stjæle klokken og tage den med til sit eget kloster. Det var et meget mindre kloster, som i hans øjne havde langt mere brug for sådan en fin klokke.

Han sneg sig op på platformen, og med sine stærke arme lykkedes det ham at få klokken af krogen. Men straks stod han med et nyt problem, for hvordan skulle han få den ned ad bakken?
Han kunne ikke bare lade den rulle ned, de sovende munke ville høre det bragende rabalder. Og den var også alt for stor til, at han kunne bære den mellem armene. Han kunne heller ikke gå ind i den og bære den på hovedet som en hat, for så kunne han jo ikke se vejen.

Så fik Benke en idé, han trak den tykke bjælke klokken hang på, ned fra platformen, og så kunne han hænge hele molevitten over skulderen.

Det blev en besværlig nattevandring. Han prustede og svedte, mens han slæbte klokken den lange vej til sit eget kloster. Til sidst lykkedes det ham, stolt og udmattet, at hænge klokken op på sit nye sted.

Munkene dér vækkede hinanden og stimlede sammen om klokken, begejstrede over Benkes bedrift.
“Vi må straks ringe med den for at fejre det!” råbte de.

Men Benke slog ud med hånden. “Ingen klokkeri, før jeg får noget at spise! Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en okse,” sagde han og satte sig ned for at tørre panden.

De fik straks gang i den store suppegryde over ilden og lavede en gigantisk portion varm suppe, som Benke slubrede i sig skål efter skål, indtil gryden var tom.

“Så,” sagde han og klappede sig tilfreds på maven, “nu kan I slå på klokken.”

Munkene trak i rebet og ringede med klokken. Den dybe, rungende lyd rullede ud over landskabet, men til deres overraskelse lød klangen ikke som en almindelig klokke. Langsomt tonede ordene frem, som om klokken jamrede:

“Jeg vil hjem … jeg vil hjem til mit gamle kloster … jeg vil hje-e-em …”

Munkene så forskrækket på hinanden. “Sikke en mærkelig klokke!” sagde de. “Den længes efter sit gamle hjem!”

“Vi må velsigne den,” sagde den ældste munk klogt. Han hentede helligt vand og stænkede klokken både indvendigt og udvendigt. “Nu vil den falde til ro,” sagde han.

Munkene slog på klokken igen. Men lyden var den samme: “Jeg vil hjem … jeg vi-i-il hje-e-em …”

Benke blev rasende. Han greb selv rebet og trak med alt sin kraft, så det bragede som torden over hele egnen. Men i ekkoet lød det stadig: “Hje-e-em … hje-e-em …”

Ligegyldigt hvornår eller hvordan de slog, jamrede klokken sig hele tiden. Til sidst gav Benke op. Han løftede klokken ned igen og gav den et ordentligt spark, så den rullede hele vejen tilbage og hele vejen op ad bakken til sit gamle kloster.

Munkene dér fandt den næste dag, trak den på plads og hængte den op igen. Siden den dag har klokken ringet, præcis som den plejede – uden klager og uden hjemvé.