De træ bær

Der var engang tre bær der var ude at gå en tur sammen. De gik og diskuterede hvilket bær, der var det lækreste bær i verden.

Det første bær, og det mest selvoptaget af dem, var jordbærret. “Jeg er det lækreste bær af dem alle. Jeg er sød og flot, og fyldig. Alle børn elsker mig, både som jeg er, men også med fløde og sukker på. Jeg kan kun være det lækreste bær i verden.”
Det andet bær, var knap så selvoptaget, men mente alligevel at have en nogenlunde chance. Det var blåbærret. “Joh, altså jeg kunne måske godt være det lækreste bær. Jeg bliver ikke kun nydt af børn, men også af voksne. Og jeg bliver ikke kun spist direkte som jeg er, men bliver også brugt i mange madretter. Jeg tænker at jeg en udmærket kandidat til at være det lækreste bær i verden.”
Så var der det sidste, meget beskedne, ja nærmest anonyme bær, det var stikkelsbærret. “Jeg er nok ikke det lækreste bær. Der er ikke så mange der ved hvordan jeg smager, eller hvordan jeg ser ud. Ja, de ved vel dårligt at jeg eksisterer. Jeg bor efterhånden kun i ganske få kolonihaver. Nej, jeg er bestemt nok ikke det lækreste bær.”

Og sådan gik de tre bær og snakkede på deres vandring, ingen uvenskaber, bare en meget ivrig samtale med meget delte holdninger. De kom til en bro de skulle over, og det gik hverken værre eller bedre, end at jordbærret fik solen i øjnene fordi det gik sådan med næsen i sky. Så det fik overbalance og faldt ud over kanten af broen, og røg plask ned i vandet. Det nåede faktisk kun lige at ramme vandoverfladen, så kom der en gedde og spiste det … haps …
“Nå” sagde de to andre, mens de kiggede ud over kanten oppe fra broen af “der røg det lækreste bær i verden vist”, og så gik de videre.

Blåbærret og stikkelsbærret fortsatte snakken, men ikke meget længere fremme snublede blåbærret over et gammelt søm i broen, faldt ud over kanten og plask ned i vandet.
Blåbærret lå lidt tid i vandet, vendte sig om, og råbte op til stikkelsbærret “Jeg er ok !”, men i det samme kom en gedde og spiste det … haps …
“Nå da” sagde stikkelsbærret til sig selv “sikke noget, der røg jo det lækreste bær i verden”.
Så rejste stikkelsbærret sig op og gik videre.

Stikkelsbærret nåede lige præcist så langt, og så kort, at et kraftigt vindpust væltede det ud over kanten af broen, og lige ned i vandet.
Så lå stikkelsbærret ellers dernede og trillede lidt den ene vej, og lidt den anden vej. Men der kom ingen gedde.
Efter en masse svømmeri, som i øvrigt ikke er særlig nemt når man er et nogenlunde rundt bær, fik stikkelsbærret endelig kæmpet sig ind til kanten.
Her kravlede stikkelsbærret op på bredden, og fandt en plads i  en solstråle hvor det kunne tørre, og samle kræfterne igen.

Stikkelsbærret rejste sig op og sagde til sig selv, “det kan godt være jeg ikke er det lækreste bær i verden, men jeg er hvert fald i live”. Så gik stikkelsbærret ellers glad og tilfreds hjem til sin stikkelsbærfamilie i kolonihaven, og levede lykkeligt til sine dages ende. Hvornår det så end blev spist, er der ingen der helt ved.

---

Bagord

Historien om de tre bær var det allerførste enkeltstående eventyr, jeg fandt på og skrev ned. Før det holdt jeg mig mest til digte, blogindlæg og gamle myter i nye klæder. Men da mine børn var små, opstod der en særlig tradition ved sengetid. De bad mig fortælle historier, som jeg skulle digte på stedet, men hvor de valgte elementerne i historierne.

I en periode var de vilde med bær. Det var her, historien om jordbærret, blåbærret og det beskedne stikkelsbær opstod, som også blev en af de historier, de bad om at høre igen og igen. Til sidst valgte jeg at skrive den ned, og den har lige siden haft en særlig plads i mit hjerte.

Den er skrevet med kærlighed og dedikeret til mine døtre,
Sif og Sigyn
– som altid vil være de lækreste bær, jeg kender.