Den tungeklippede gråspurv

Der var engang en bondegård, som lå langt ude på landet. Der boede en bondemand, der ellers var rar og rolig, men hans bondekone var hård og stridig – ja, hun var faktisk så meget en rappenskralde, at ingen på egnen nogensinde anede, hvorfor i alverden han havde giftet sig med hende. Hun var både nærig og højrøstet og havde et hjerte så koldt som den tungeste vinterfrost.

De havde ingen børn, for det ville bondekonen ikke trækkes med – og alt held for det, for det havde alligevel nok været synd for de stakkels unger.

En isnende kold vinterdag fandt bondemanden en forkommen gråspurv ligge ude i brændestablen. Den var næsten helt gennemfrosset, men dog stadig i live.
Bondemanden tog den med ind og varmede den op i sine hænder. Han gav den lidt vand og lidt brød, og han delte endda sin havregrød med den. Det gav ham trøst og lidt varme i livet at passe på den lille fugl.

Bondekonen nægtede at have noget med fuglen at gøre, for det var da et åndssvagt lille kræ at spilde sin tid og sin grød på. Hun kunne ikke fordrage fuglen og skældte den hele tiden ud – og ja, hun skældte såmænd også hele tiden sin mand ud.
Men manden fortsatte med at dele sin mad med den lille gråspurv og sikre sig, at den havde det godt, mens den var der. De blev lidt af et par, de to. Bondemanden var blevet meget gladere, og gråspurven fløj ham om ørerne hele dagen, mens den sang de smukkeste sange.

Det var nu ikke til bondekonens store fornøjelse. Hun var irriteret over, at han tilbragte så meget tid med fuglen – og ikke mindst misundelig over, at han var blevet så pokkers positiv.

En dag, hun havde kogt kartofler og stillet dem til afkøling i en skål, kom gråspurven til at flyve ned og lave et lille hak i en af kartoflerne. Det var jo nogle uimodståeligt lækre kartofler, og det var jo altså bare et lille bitte nip. Men konen blev rød i hovedet af raseri. Hun greb sin klippesaks og råbte:
“Din lille tyveknægt, skal du komme her og stjæle mine kartofler!”
Hun greb fat i fuglen og klippede resolut dens tunge af. Så kastede hun fuglen ud af døren, mens hun skreg efter den:
“Så flyv dog ad helvede til!”

Gråspurven forsvandt i en sky af fjer og blod.

Da bondemanden kom hjem og så sin lille ven var væk, blev han dybt ulykkelig. Han forlod gården uden at sige et eneste ord og gik ud for at finde sin lille ven. Desværre var hans søgen forgæves – han ledte i ugevis, men kunne ikke finde den. Livet på gården fortsatte som før fuglen: trist og gråt. Kun de daglige skideballer brød med den tykke stilhed og den kolde luft, der var mellem bondemanden og hans kone.

Så kom der en dag, hvor bondemanden gik en tur på markerne, ikke så langt fra skoven. Der hørte han noget, der mindede om vingebasken. Han gik hen for at se, hvad det var, og det viste sig at være en gråspurv, der sad fast i hegnet. Bondemanden hjalp fuglen fri, men da han løftede den op for at lade den flyve væk, opdagede han, at det jo var hans gråspurv. Den han havde passet og plejet.

Han blev så glad for at have fundet den, og selvom gråspurven ikke kunne fløjte rigtigt efter at bondekonen havde taget dens tunge, så pippede den alt, hvad den kunne, af bar iver.

Gråspurven fløj ind mod skoven og viste tegn til, at bondemanden skulle gå med. Han fulgte troligt efter – dybt, dybt ind – indtil de kom til en stor klippe med en mystisk indgang. Gråspurven fløj ind, og bondemanden fulgte efter. Han fulgte en trappe langt ned og måtte i hvert fald have været flere meter under overfladen, da han kom til en kæmpe hule.

Der var mosbelagte vægge og store ravstykker, der lyste som lamper og næsten oplyste hele hulen. Det måtte bestemt have været bygget med magi.

Ud fra den stadig lidt mørkere ende af hulen kom en anden gråspurv – det var hans egen fugls mage. Gråspurvene kom med lækre bær til manden og kunne endda fremskaffe lidt dejlig øl – kælderkold, naturligvis.

De havde også et kuld spurveunger, som glædeligt fløj dansende rundt i hulen, mens de sang, præcis som gråspurven gjorde for ham dengang hjemme på gården.

Bondemanden blev der i flere dage. Han glemte helt sin skælvende ryg, sin kolde bondegård og sin kones vrede. Han drak, lo og sang med den lille gråspurvefamilie.

Da bondemanden var en hæderlig mand og mente, at han hellere måtte tage hjem og passe sit ansvar på gården, valgte han at tage afsked med gråspurvefamilien.

Lige inden han gik, viste gråspurven ham hen til to skindtasker – én let som dun og en anden tung som klippe – og gestikulerede, at bondemanden måtte vælge en af dem.
Bondemanden var beskeden og valgte den lette taske. Han takkede dybt og begav sig hjemad.

Da han kom hjem, var konens vrede som et stormvejr, og han måtte gemme sig bag døren, mens potter, pander og skideballer fløj om ørerne på ham.
Først da han viste hende tasken, blev hun tavs.

Den var fyldt med perler og ædelsten. Der lå en pung, som aldrig løb tør for penge, og et lille stykke klæde, der gjorde én usynlig, hvis man tog det om sig. Der var sågar en fløjte, hvis toner kunne tæmme ulvene og få dem til at adlyde enhver ordre.

Bondekonens øjne blev store som aldrig før.
“Sådan en skat! Hvorfor fik jeg ikke noget?”

Hun greb sine træsko, bandt forklædet op, så hun ikke ville falde i det, og travede straks af sted – uden hverken at sige farvel eller noget.

Da hun fandt gråspurvens hule, talte hun pludselig smigrende og høfligt. Hun bukkede og nejede og havde kun rosende ord om de yndige fugleunger, der fløj rundt.

De bød hende ind på te, og kort efter løb hendes griskhed af med hende, hvor utålmodigt hun forlangte, at hun også fik en gave, ligesom hendes mand.

Gråspurven viste hende til stedet og lod hende vælge mellem den lette og den tunge taske. Uden tøven greb hun straks den tunge af dem og travede hjemad.

Da hun kom hjem, åbnede hun hastigt sin taske, mens hun glædede sig til at se, hvilke rigdomme den måtte indeholde.

Ud af tasken sprang en lindorm og hvæsede så kraftigt mod bondekonen, at hun besvimede og faldt lige ned i den åbne taske. Lindormen slugte hele tasken i én mundfuld og forsvandt op mellem skyerne.

Hverken bondekonen, tasken eller lindormen blev nogensinde set igen.

Men bondemanden derimod – han adopterede en pige og en dreng fra børnehjemmet og gav alt sin kærlighed til dem. Og i øvrigt så levede han lykkeligt … og fredeligt … til sine dages ende. For venlighed og mådehold giver altid mere i livet, end vrede og begær.

 

---

Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.