Elverlyset

I gamle dage, når mørket faldt over moserne og engen lå tavs under stjernerne, kunne man se små lys danse hen over land og vand. Nogle mente det var lygtemænd, og andre sagde, at det var elverfolkets lanterner, og det var måske ikke helt uden grund.

For midt i den tågede mose, hvor kærulden vokser og birketræerne hvisker i vinden, boede datteren af en elverkonge. Hun hed Lysa, og var smuk som morgendug på edderkoppespind.

Og hun var ikke kun smuk, hun var også både klog og kærlig. Hun boede i en lille tue af sølvhvidt mos, og om natten, når skoven var mørk og vinden var stille, kunne man se et lys inde i tuen, som var det fra en levende flamme. Det lys var Lysa selv, hun havde en indre flamme, der strålede, så man nemt kunne se skæret omkring hende og gløden i hendes hjerte. Elverlyset, en gave som kun elverpiger af det fineste blod besad.

Da hun blev ældre og hendes skønhed kun blev større, sagde elverkongen til hende:

“Nu må du vise dig for verden. Men vogt dig, for alle væsner vil falde for dit skær, og mange vil blive tiltrukket af din flamme. Kun den, der virkelig styrker din ild, vil være dig værdig.”

Lysa nikkede anerkendende til sin far. Hun var ikke spor bange, og kun glad for selv at kunne vælge sin prins.

Rygtet spredte sig hurtigt på hele egnen: Elverkongens datter søger en brudgom, men kun den, der kan styrke hendes ild, kan få hendes hånd.

Det tog nu ikke modet fra de giftelystne ungkarle, der allerede havde forelsket sig i Lysa og hendes magiske skær.
Fra nær og fjern væltede det nærmest frem med væsner, med hver deres bud på, hvordan de kunne styrke Lysas ild og vinde hendes hånd. 

Manden i mosen sendte sin søn, en blankrygget natsværmer, der svævede lydløst over mosens spejl, og selv lyste op, når månens stråler ramte ham. Skovtroldene løb rundt i skoven, på jagt efter ildfluer, for at bringe dem til hende. Selv en tosset nisse forsøgte at stjæle gnisten fra en lampe på gården, men nåede aldrig langt, før den gik ud.

Hver evig eneste nat kom nye bejlere. De stod på kanten til hendes tue og kaldte:

“Lysa, tag mig til dine elverarme, lad mig være din ægtemand!”

Og hver gang svarede Lysa:

“Styrk min ild – så skal du få mit ja.”

Og så røg de ellers ud igen. En prøvede at tage ilden fra smedens esse, og brændte sig selv til aske i forsøget. En anden ville hente gløder fra bålpladsen efter en midsommerfest, men forkullede sine hænder. Sågar var der nogen, der gik ud og ledte efter et stjerneskud, og de blev aldrig set igen.
Der var selv en stakkels gammel muldvarpe der blev så fortabt i jagten på at finde ilden til Lysa, at han forvekslede det med skæret i et ulveøje og blev ædt. En vandånd skulle endda have fanget en solstråle til elverpigen, men han fordampede i varmen længe før, han nåede frem.

Hver morgen, når skoven og mosen vågnede, kom fuglene med historier om de mange stakler, der endte døde hen, bare fordi de prøvede at finde ilden til Lysa.

Men så en nat, hvor disen lå tungt over mosen, dukkede en ung elver op. Han hed Ronval og kom fra dalen, som lå på den anden side af engen, der lå på den anden side af skoven, der lå ud til mosen, hvor Lysa boede. Ronval havde ikke i tankerne at vinde Lysa, for han havde travlt. 

Han havde brugt måneder, måske år, på at lave tusinder og atter tusinder af små lygter ud af rav, som han havde beriget med sin kærlighed, så de kunne lyse med et varmt og gyldent skær, måske til evig tid. Med dem i sin trækvogn drog han gennem landskabet, for at sætte et langt spor af dem overalt hvor han var, kun fordi han mente, at det kunne hjælpe alle med at finde rundt når mørke eller tåge lå tykt i bakke og dal. 

Ronval havde sat sit spor i skoven, og var nu nået helt ud til hjertet af mosen, da Lysa fik øje på ham. Da hun så ham og hans varme flammer, blegnede hendes skær ikke, det voksede, og tæt på hinanden kunne de sammen oplyse hele mosen.

Ronval havde ikke stjålet ilden – han bar den inden i, og Lysa vidste, at han var hendes lige.

De blev gift den nat under stjernerne, og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Og siden den dag, sagde man, at elverpiger af lys ikke vil have nogen mand, medmindre han kan styrke deres egen flamme. Det er derfor man stadig ser natsværmere og andre væsner flyve mod lys og lygter, for i deres små hjerter lever stadig drømmen om at finde deres helt egen Lysa.

Men pas på hvis du ser et lille lys i mørket, det kan nemlig være kærligheden, men det kan også være ulvens øje.

 

---

Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.