Et kort øjeblik står tiden stille

Jarvis Eksperimentet
Et kort øjeblik står tiden stille
1. udkast
ingen korrekturlæsning

Dagen går langsomt. Vi går alle sammen langsomt. Måske er det en slags protest over det, der skete i går.  Vi ved jo alle sammen, hvad der skete, men ingen af os siger noget. Der er en underlig stilhed, en fælles forståelse, der hænger i luften. Det er ikke en frygtsom stilhed. Det er noget andet. Noget stærkere. De prøver at holde os knækket, men vi holder sammen i stedet. 

Nogle af de visne træer på begge sider af vejen skal fældes og rødderne skal graves op. Det er rigtigt slavearbejde, og børn burde slet ikke udføre den slags opgaver. Det er jo med farligt værktøj, og de mindre har ikke helt styr på det, men vi hjælper hinanden.
Men lige præcis i dag gør vi stort set alting forkert, med vilje. Alle pigerne. Vi arbejder langsomt, og bruger værktøjet forkert, så det bliver hurtigere slidt. Det er ikke kun når  vagterne kigger væk, det er hele tiden, vi gør opgaverne med halve bevægelser. Vagterne siger ikke noget andet end det sædvanlige råberi, de er sikkert for dumme, men vi ved alle, at det er vores måde at sige fra på. Vores lille oprør. Det er ikke meget, men det er noget.

Jeg holder øje med de andre piger. Selv Veronica, som ellers aldrig gør noget forkert, er med på den. Og de nye piger, som ikke helt har forstået systemet endnu, ser alligevel ud til at have fanget rytmen. Vi arbejder som en enhed, stille og diskret. 

Men jeg kan mærke det i mig. Noget, jeg har svært ved at holde tilbage. Jeg kan stadig mærke kvalmen i maven fra i nat. Og selvom vores tavse protest er et vigtigt budskab, føles det ikke nok, ikke for mig i hvert fald. Jeg har brug for at gøre noget andet, noget der kan få vreden ud af min krop.

Ikke så langt bag mig kan jeg høre to af vagterne, de står og skælder en af de nye piger ud fordi hun bruger øksen forkert.
“Hvad i alverden har du gang i, kan du ikke se at du ødelægger udstyret din dumme tøs,” står de og råber af hende, mens tårene triller ned af hendes kinder. 

De andre piger i nærheden stivner helt, og deres øjne flakker hurtigt ned mod jorden, men jeg kan ikke lade være. Jeg kan mærke ordene brænde i min hals.

“Hvad har I selv gang i ? Sådan at sætte små børn til at lave voksne menneskers arbejde … Hvis I vil have hun skal gøre det på en bestemt måde, så lær hende at gøre det … Klaphatte.”

Et kort øjeblik står tiden stille. Vagterne ser på mig, nok først af forbavselse, men deres ansigter ændrer sig hurtigt til noget mere vredt. Måske skulle jeg have holdt min kæft, men jeg står fast, og jeg er klar. Klar til at modtage min straf, hvad kunne de gøre … Slå mig … Det er jeg jo alligevel efterhånden vant til.

“Vil du lige gentage det?” siger den ene vagt lavmælt og tager et skridt frem, mens han knuger sin hånd hårdt mod skæftet af den stav han har siddende i bæltet.Jeg når ikke at svare, inden der pludselig sker en masse tumult over på den anden side af vejen. Det er to af drengene der er kommet op at slås, det ser voldsomt ud.
Mens den anden vagt løber hurtigt derover, kigger den første her på mig.
“Vi to er ikke færdige med hinanden,” siger han og løber med over for at skille drengene ad. Hans stemme er tør og hans stirrende øjne gør næsten ondt. Jeg er sikker på, at han har set sig ond på mig, men lige nu har jeg fri for en stund, lige nu kan jeg trække vejret.