Jeg hedder Evi

Jarvis Eksperimentet
Jeg hedder Evi
1. udkast
ingen korrekturlæsning

Jeg står i min egen verden. Jeg prøver at tænke tilbage, tilbage til dengang fra før jeg kom til vækstkontrol 56, men jeg var for ung der, så jeg kan kun huske små usamhængende glimt af min tidlige barndom. Jeg tror måske jeg kan huske mine forældre, eller i hvert fald følelsen af dem. Jeg kan huske at have siddet på min fars arm, og så kan jeg måske huske vores hytte. En lille brun træhytte med åbent ildsted, og noget med en sø og en skov eller sådan noget. Det må vel nogenlunde være det, lige meget hvor meget jeg gør mig umage, så er det svært at finde flere mindre frem.

Her til eftermiddag går tællingen ufattelig langsomt, det gør det altid når der er ankommet nye børn, og også nye vagter på samme tid, det er som regel noget både børn, lærer og vagter skal vænne sig til.
Når vi bare står der og står, så lægger jeg nemmere mærke til hvor koldt det er i dag, jeg kan mærke kulden trænge gennem mit tynde tøj, mens jeg stirrer op mod den grå himmel. Skyerne hænger lavt, tunge og truende, som om de er klar til at knække sammen under deres egen vægt. Det er ikke regnskyer, det er bare skyer. Der har ikke været regn her i min tid i hvert fald, og sikkert længe før heller, for træerne omkring ser visne og døde ud. Mine tanker driver væk igen. De døde træer. En lærer vi havde for noget tid siden fortalte os at naturen i hele verden blev ødelagt på grund af krigene, og selvom der nogle steder er grønt og frodigt, så er det alligevel ikke helt som før. Alle de mange bomber har gjort naturen utilregnelig, sagde han, men han er her ikke mere. Jeg tror han blev sendt bort fordi han var den eneste der rent faktisk var sød ved os. Jeg ved det ikke.

Jeg løfter hovedet og kigger lidt rundt, de andre børn står på rad og række omkring mig, deres blikke er rettet stift mod jorden, som om de er bange for at blive opslugt af den, kun når deres nummer bliver råbt op, svarer de “Her” og går over i de nærmest spejlvendte rækker på den anden side af gårdspladsen.

I det samme bliver mit nummer råbt op 094-7. Jeg står lige selv og tænker på det, på hvor meget jeg aldrig nogensinde kommer til at vænne mig til det og hvor meget jeg hader det nummer. Jeg er ikke et nummer, jeg har et navn, altså et kaldenavn i hvert fald. Jeg har måske også et rigtigt et, tror jeg, men jeg kan ikke rigtig huske det. Jeg er så dybt inde i mine tanker, at jeg slet ikke opdager at vagten rent faktisk kalder rigtigt på mig, og det ikke kun er noget der sker inde i mit hoved.

“094-7!” råber han igen, måske endda for tredje gang. Han råber højt nu og man kan næsten se vreden dampe ud af ham. Han er også ny, han ankom med de nye børn. Jeg mistænker lidt, at vreden og dampen ud af ørene, bare er hans måde at se ud på. Han minder mest af alt om en afdanket soldat, der er endt her som ‘børne’-vagt. Sikkert som en eller anden form for straf, for at have tævet en officer eller drukket i tjenesten, eller sådan noget. Det går op for mig nu, det er min tur i tællingen, det er faktisk meningen at jeg skal reagere når han kalder. “øhh her … mig … jeg er her” svarer jeg og træder ud af den række jeg står i for at begive mig over til de andre rækker på den anden side af pladsen. Vagten stopper mig på midten, han siger ingenting, overhoved, han løfter hånden og inden jeg kan nå at tænke den næste tanke, giver han mig en syngende lussing der gør så ondt at jeg er nødt til at bukke mig og holde hænderne på mit ansigt for at samle mig selv igen. Måske tænder han på at slå unge piger, for han gør antræk til at slå mig i baghovedet med en knytnæve mens jeg står bukket. Men viceforstanderen stopper ham “se så at komme videre, vi har ikke hele dagen”, beordrede han.
Jeg tror nu ikke det var for min skyld, han er ikke kendt for at være på børnenes side, nok snarere tværtimod. Viceforstanderen, eller Miden som vi kalder ham, men det ved han heldigvis ikke. Det er mest som hån, fordi han er så modbydelig. 

Vagten skubber mig til side og fortsætter med at råbe numre op på de andre børn. En efter en træder de frem og finder deres plads herover, hvor vi andre står, os der er blevet råbt op. Man kan roligt sige at ingen tør være langsomme lige nu i hvert fald. 

“Det var modigt Evi,” hvisker Elliot til mig. Elliot, eller 095-1 som er hans nummer, men vi andre kender ham bare som Elliot, for han er en af dem der rent faktisk kan huske sit navn, fra før forvaltningen tog ham. Jeg hedder kun Evi fordi det er regionskoden til mit nummer EVI-094-7.

“Det var ikke mod Elliot, jeg hørte bare ikke han kaldte mig op” hvisker jeg tilbage og giver Elliot en forsigtig knytter i hoften, for at få ham til at tie stille så vi ikke får prygl for at snakke i rækkerne.

“Igen … ” svarer Elliot ud af mundvigen, med det der smil på læberne han altid har, når han mener at være en lille smule klogere end alle andre.