Mørket kommer hurtigt

Jarvis Eksperimentet
Mørket kommer hurtigt
1. udkast
ingen korrekturlæsning

Det var en lang tælling, og aftensamlingen var endnu længere. Informationerne føltes uendelige, og det tog en evighed, før vi kunne komme til at spise. Hver gang der kommer nye børn, bliver alle reglerne læst op. I starten laver man mange fejl, og bliver ofte straffet, men efterhånden som der bliver ved med at komme nye børn, så hører man reglerne gentaget så mange gange at man til sidst kan dem udenad, og så har man så småt lært systemet at kende, så man kan undgå for meget ballade. Altså de andre i hvert fald, for jeg synes altid at jeg roder mig ud i et eller andet.

Efter maden, kålgryde og brød, blev vi sendt til sovesalene, pigerne og drengene i hver deres sovesal, i hver deres ende af bygningen. Der ligger vi så nu, i vores undertøj, under vores tæpper. Et par af de nye ligger og hvisker til hinanden, jeg kan høre Veronica tysser på dem, hun ligger tættest på og er nok ikke interesseret i at få ballade, bare fordi de ikke kan tie stille.

Mørket kommer hurtigt, det hænger vel sammen med kulden, og i aften hænger mørket ekstra tungt over os. Miden blev siddende ved bordet efter aftensamlingen, den der har nattevagten ved sovesalene plejer altid at blive siddende når de andre rejser sig.
Os der har været her længst tid, ved godt hvad det betyder når Miden har nattevagten. De nye ved det ikke … det er nok bedst vi lader dem blive i det uvisse lidt endnu, så har de da dét øjeblik i lyksalig uvidenhed.

Jeg ligger på min madras og lytter til lydene omkring mig. Den velkendte knirken fra de andre pigers senge, når de vender sig rundt fra den ene side til den anden, lyden af vejrtrækninger, der bliver trukket dybt. De helt små græder ind i mellem, og vi prøver at trøste dem efter bedste formåen, altså uden at gøre noget, der kan høres eller ses, for det skaber for meget opmærksomhed. Sengene står ret tæt på hinanden, så man kan godt, forsigtigt, liste en arm ud under tæppet, og holde de små lidt i hånden. Vi er alle nervøse, men ingen siger noget. Vi ved bedre.

Vi kan høre nøglerne i døren, den bliver låst op. Det er Miden. En absolut stilhed lægger sig over sovesalen, alle lyde forsvinder. Der er ingen senge, der knirker, eller børn der græder, jeg tror faktisk at tiden står stille for en stund. Jeg kan høre hans tunge skridt gå rundt i mellem sengene, op ad den ene række og ned af den anden, mens nøglerne rasler lidt i hans lomme, for hvert skridt han tager. Han går langsomt og søgende, vi kan høre hans småhæse måde at trække vejret på, hver gang han stopper op ved en seng og kigger rundt. Han er som et rovdyr, der nyder at vide, at vi er rædselsslagne.

Han stopper op ved sengen, den anden seng, lige ved siden af mig. Jeg ligger stiv som et bræt og holder øjnene lukket, mit hjerte hamrer, men jeg ved, at jeg ikke må bevæge mig. 

Han stiller sig på siden af sengen og jeg åbner det ene øje så det stadig ser lukket ud, men sådan at jeg lige kan ane hvad der sker. Månens lys igennem vinduerne får hans skygge til at falde over en af de nye piger som et mørkt slør, mens han stille og fattet stryger sin hånd ned over hendes kind, og med sin tommelfinger kan jeg se han kærtegner hendes underlæbe, og prøver at lade fingeren glide ind i munden på hende.  

Jeg kan ikke holde ud at kigge på det, og drejer stille mit hoved væk, mens jeg mærker en tåre glide ned af min kind. Jeg kan se andre piger på den anden side af min seng, deres tårer glimter også i måneskæret, mens de alle sammen holder vejret. Jeg ved ikke, hvor gammel hun er, hende han har fat i, måske 13, måske 14. De helt unge går han ikke efter, og dem der har været her længe, ligesom mig, plejer han heller ikke at være interesseret i. Det er kun dem som er lidt ældre, men som samtidig er nye, de er oftest overflyttet fra andre Vækstkontrol afdelinger af forskellige årsager, og er mere interessante bytter for ham.

Jeg ser hendes silhuet ryste let under tæppet. Hun er bange. Det er vi alle sammen.
Han læner sig ned og dufter til hendes hår, og trækker langsomt i tæppet.
Jeg kan ane at hun holder lidt igen, holder fast i tæppet, men han trækker bare hårdere, og fjerner det fra hende, så hun ligger der i sit undertøj. Hun gør ikke modstand, det er der aldrig nogen der gør, de er altid for bange. Det ville sikkert også gøre det værre, at gøre modstand. Han minder om en, der ville nyde kampen, og bare være endnu mere grundig, hvis man ikke føjede ham.

“Kom … ” siger han, og tager fat om hendes håndled.
Hun rejser sig langsomt, hendes ben ryster, mens hun går med ham. Stort set alle har åbne øjnene nu, men ingen tør møde hendes blik, hendes tavse råb om hjælp. Vi ligger bare og stirrer op i loftet. Jeg mærker kvalmen i min mave vokse. Jeg burde gøre noget. Vi burde alle gøre noget. Men vi gør ingenting. Han fører hende ud af sovesalen, og døren lukker bag sig med et svagt klik. Så hører vi nøglerne i låsen.

Rummet føles tommere nu, vi føles alle sammen tommere nu.