Ræven og Grævlingen

Der var engang en skov, hvor jægerne havde jaget næsten alt vildt væk. Med geværer, fælder og jagthunde havde de enten fanget eller drevet alle dyr på flugt.

Til sidst var der kun en gammel, grå grævling og en rævemor med sin lille ræveunge tilbage.

De var sultne, men turde ikke tage den mad, de fandt, for ofte var det lagt ud som lokkemad til jægernes fælder.

En aften, hvor månen kastede et blegt lys over bøgetræerne, mødtes rævemor og grævlingen et sted i skjul.

“Vi må finde på noget, ellers er det slut med os,” sagde rævemor stille.

“Jeg har en idé,” svarede grævlingen og glimtede med øjnene. “Du forvandler dig til et menneske, og jeg lægger mig som død. Så kan du bære mig til landsbyen og sælge mig som skind. Du kan købe mad for pengene, mens jeg slipper fri. Næste gang bytter vi roller.”

Rævemor tænkte sig godt om, for det var en sær idé — men hun stolede på den gamle grævling. Så hun sagde ja.

Allerede næste nat forvandlede hun sig til en smuk ung kvinde med tørklæde og kurv og bar grævlingen ind til landsbyen. Der solgte hun ham til en skindkræmmer, og for pengene købte hun brød, fisk og ost.

Grævlingen stak af, og kort efter sad de to og festede ved en bæk i skoven.

Men ugen efter, da det var hendes tur, ændrede alt sig.

Grævlingen tog menneskeskikkelse og bar rævemor, der lod som om hun var død, ind til landsbyen. Men grådigheden sneg sig ind i hans hjerte, og han hviskede til skindkræmmeren:

“Pas på. Den er ikke helt død — tag den hellere ud af sine lidelser først.”

Kræmmeren løftede sin kæp og gav rævemor et hårdt slag over nakken, så hun døde på stedet.

Grævlingen brugte alle pengene på sig selv. Han købte øl og flæsk, spiste sig mæt og drak sig fuld. Han skænkede ikke engang den lille ræveunge en tanke, der nu sad alene tilbage i hulen og ventede.

Dagene gik. Ungen ventede og ventede og indså til sidst, at han nok ventede forgæves.

Sorgen borede sig ind i hans lille rævehjerte, men han lod ikke tårerne tage over. Han havde gennemskuet, at der var noget lusket ved den gamle grævling, og i stedet begyndte han at lægge en plan.

Efter noget tid opsøgte han grævlingen og sagde med rolig stemme:

“Lad os se, hvem af os der er den bedste til at forvandle sig. Vi tager en tur hver, og den, der kan narre den anden, vinder.”

Grævlingen lo højt.

“Hvad kan en lille ræveunge stille op mod mig? Men ja, lad os bare lege.”

“Sådan gør vi,” sagde ræveungen. “Gå til den gamle stenbro, der fører over åen ind til byen. Jeg vil komme forbi som en stor herremand. Hvis du kan genkende mig, vinder du.”

Grævlingen var straks med på legen og gemte sig ved enden af broen.

Snart nærmede en ægte herremand sig, kørende i sin vogn, trukket af heste, med soldater, fanebærere og tjenestefolk.

Grævlingen gispede for sig selv. Hvordan har ræveungen dog skabt en så forbløffende illusion? tænkte han. Men da følget kom helt frem til broen, sprang han frem og råbte:

“Aha! Jeg ser dig, din usle lille ræv!”

Men det var ingen illusion.

Soldaterne greb grævlingen og råbte:

“Hvad vil dette bæst her ved herrens vogn? Stjæle? Dræbe?”

Og uden nåde slog de ham ned, til han lå stille og livløs.

Oppe fra en bakkeskrænt sad ræveungen og så det hele. Han græd ikke. Han lo ikke. Han rejste sig blot og gik tilbage ind i skoven.

Han var nu alene, men med sin mors godhed i blodet og med livets erfaring om, hvad tillid og svig kan føre til, var han blevet meget klogere end før.

Og dybt inde i skoven fandt han sin egen vej videre.