Tordenbarnet

I en lille dal langt oppe i bjergene boede der en bonde ved navn Bjørn sammen med sin kone Ragna. De havde ingen børn, på trods af at de i mange år havde ønsket sig ét. Men deres jord var stenet og mager, og deres liv var hårdt, så de havde altid udskudt tanken, fordi de ikke mente, det var klogt at få børn, før man kunne sikre dem et trygt og kærligt hjem.

Deres lille gård lå i den ende af dalen, hvor en bæk løb ned fra fjeldet. Vandet kom fra en kilde, gemt blandt mosbegroede sten, og snoede sig ned ad bakken, hvor Bjørn i årevis havde flyttet sten og gravet ud for at bygge små terrasser og dæmninger, så jorden kunne udnyttes bedre. Sammen bar Bjørn og Ragna jord op i kurve fra dalens bund og lagde den i felterne langs bækken, hvor de dyrkede korn og kartofler – og indimellem lidt frugt og grønt, hvis året ellers ville dem det godt.

Men regnbygerne gik ofte uden om bjergene. Somrene kunne være umådeligt tørre, og bækken svandt ind fra tid til anden. Vintrene var lange og kolde, og det var tit svært at få en god høst i hus. Alligevel holdt de fast – og de blev ved med at håbe.

Så en aften, hvor vinden tog til, og skyerne samlede sig over bjerget, kom et uvejr så voldsomt, at hele dalen rungede. Lyn flængede himlen, og tordenen rullede sin dybe rumlen, der kunne høres flere kilometer borte.

Midt i stormens rasen gik Bjørn ud for at sikre dæmningerne, så vinden ikke ruskede noget løs. Netop som han vendte sig for at gå hjem, slog et lyn ned tæt ved hans fødder, og et øredøvende brag fik jorden til at skælve. Han kastede sig til jorden og dækkede sit hoved, da sten og jord fløj omkring ham fra nedslaget. Da han åbnede øjnene og rejste sig op igen, lå der noget i græsset foran ham.

En dreng.

Stadig kun et spædbarn – grå i huden og med intense, gule øjne. Men alligevel smuk og fin, lå han der midt i regnen, som om han var faldet ned med lynet selv. Bjørn tøvede ikke. Han løftede barnet op og bar det hjem til Ragna.

“Han er sendt fra himlen,” sagde han. “Vi kalder ham Toras. Efter tordenguden.”

Ragna holdt barnet kærligt ind til sin favn og vuggede ham blidt fra side til side. “Ja,” svarede hun. “Toras er et fint navn til sådan en lille fyr.”

Et øjeblik virkede alt idyllisk for Bjørn og Ragna. Men idyllen blev hurtigt brudt, for senere den samme nat, mens regnen stadig trommede mod taget, bankede det på døren.

Udenfor stod tre store skikkelser – høje og grove som klipper, med glødende øjne. Jætter. De fortalte, at de havde været på flugt fra Tordenguden, der havde jagtet deres stamme hele natten, og at de havde tabt deres unge under flugten et sted i nærheden. De ville finde ham og tage ham med videre igen.

Ragna kom hen til Bjørn i døren og rystede på hovedet. “Han er her. Min mand fandt ham. Men han er kun et spædbarn. Lad ham blive hos os, hvor han kan vokse op i fred og kærlighed.”

Jætterne kiggede længe på hinanden og nikkede til sidst. “Hvis han bliver her, vil Tordenguden ikke kunne finde ham. I kan beholde ham, indtil han fylder atten vintre – og da skal han finde sin vej hjem igen. Men han må ikke vide noget om dette før om præcis atten år.”

Og sådan blev det. En pagt blev indgået, forseglet af stormen, og jætterne forsvandt igen ud i mørket.

Toras voksede op hos Bjørn og Ragna og blev både stærk og kærlig. Han havde en særlig evne i naturen – han kunne få kornet til at gro bedre på markerne, og når han sad ved bækken, var det, som om han delte tanker med vandet. Toras vidste intet om sin oprindelse. Han vidste kun, at han var elsket.

Men som hans attenårsdag nærmede sig, ændrede noget sig i ham. Han blev mere stille. Hans drømme blev urolige. Hans krop voksede, og han begyndte at mærke en ensomhed – en følelse af at være anderledes. Han savnede noget, men vidste ikke hvad. Han brugte timer hver dag på at sidde på bjergenes tinder og se ud i horisonten.

Natten, præcis atten år efter mødet med jætterne, satte Ragna sig ved siden af ham. Hun tog hans hånd og sagde:

“Toras… der er noget, du skal vide.”

Så fortalte Ragna om natten med stormen og lynet. Om jætterne og Tordenguden. Og om pagten.

Toras var tavs længe. Han stirrede ind i ilden, mens han lyttede til Ragnas fortælling.

“Så jeg hører slet ikke til her?”

“Jo,” afbrød Bjørn, der var kommet til. “Du hører til i vores hjerter. Men du har en anden vej at gå. En anden flok, du skal finde.”

Tidligt næste morgen trådte Toras ud på stien foran gården. Da han vendte sig om for at gå tilbage og give Bjørn og Ragna et sidste kram, kom solen op over bjerget. Da lyset ramte bækken og kastede en sølvklar spejling tilbage på Toras, blev han forvandlet til en stor natsværmer. Han løftede sig op mod vinden og forsvandt ud i horisonten.

Bjørn og Ragna fulgte ham med blikket, til han forsvandt.

Nu, når stormen ruller hen over bjergene, siger folk i dalen, at Tordenguden jager trolde og jætter. Men når solen får bækken til at kaste sit sølvklare genskin, så er det Tordenbarnet, der er kommet på besøg, og hjælper med at få kornet til at gro. 

 

---

Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.