Torn og storken

Torn, var navnet på en ganske særlig trold der boede lige i udkanten af en lille skov. Sådan lige der med den bedste udsigt ud over markerne, og ned til en lille landsby. Der i skovbrynet boede Torn ret godt, og selv om han egentlig boede meget tæt på mennesker, så var han ikke bange, for han var fantastisk dygtig til at gemme sig. Torn var bedste venner med alle hundene nede i landsbyen, så de holdt vagt for ham, når han sneg sig ned for at stjæle et enkelt æg fra hønsehusene, eller et æble fra et af frugttræerne.

En aften ved skumringstid sneg han sig ned til landsbyen, som han havde gjort så mange gange før.
Bedst som han gik der med favnen fuld af godter, som måske en anelse mere end et æg eller et æble, hørte Torn en svagt klynken over fra gadekæret.

Torn var glad for mad, og ville allerhelst ignorere lyden og koncentrere sig om sin fangst, men hvis der var noget som han ikke kunne klare, så var det når nogen var kede af det. Så Torn listede over til gadekæret og under bænken fandt han en lille storkeunge, den var bange og ked af det. Den havde nogle sår, som om et dyr havde bidt i den.

Torn var først meget forsigtig, for tænk nu, hvis dyret stadig var i nærheden. Men hunden inde bag hækken, ind til huset ved siden af gadekæret, fortalte, at den godt havde set ræven komme gående med noget i munden. Da den gøede, tabte ræven det og løb væk, og det var efterhånden rigtig længe siden. Så der var helt sikkert ikke nogen fare på færde mere.

Den stakkels storkeunge var blevet såret, og var så ung at den slet ikke kunne flyve, eller tale med trolde.
Torn, med sin meget omsorgsfulde natur, valgte at lægge alle godterne fra sig, og bære storkeungen med hjem til sin hule for at rense sårene og pleje den så godt han kunne.

Torn var god til at passe på storkeungen, og sørgede også for at den både fik mad og drikke. Dagene gik og ind imellem var Torn nede i landsbyen, efter godter naturligvis, men også for at lede efter ungens forældre, som var ingen steder at finde.

Vinteren kom tættere og tættere på, og storkeungen var ikke helt klar endnu,  så Torn besluttede at den hellere måtte bo hos ham indtil næste forår,  bare for at være på den sikre side.

Efter vinteren, da den værste kulde var overstået og varmen igen begyndte at sætte sine spor i skoven, var storken i så meget bedring, at den burde være klar til at få sig et helt almindeligt storke-liv og flyve til fremmede lande med alt hvad det kunne indebære. Men det havde storken faktisk slet ikke lyst til, den var blevet alt for glad for Torn, og Torn var blevet alt for glad for storken.

Måske ville Torn være den eneste trold i hele den store verden, som havde adopteret en stork, men det var på Torn og storken da heldigvis ligeglade med.

Så Torn byggede en fin rede til storken, højt oppe i træet lige oppe over hulen, ja faktisk var det mest bare en udkigspost, for når det var nat, ville storken alligevel hellere være nede i hulen sammen med Torn.
Over sommeren lærte Torn storken alt hvad den skulle vide for at overleve i skoven, og han lærte den endda også at flyve. Det sidstnævnte var nu ikke det nemmeste, for trolde flyver ikke særlig godt. Men efter utallige forsøg hvor Torn sprang ud fra trætoppene med spredte arme, for at vise storken hvordan man gjorde, så lykkedes det endelig. Og tro det eller lad være, men storken viste sig at være langt bedre til at flyve end Torn var.
Faktisk blev den så dygtig til det, at Torn til sidst kunne sidde mellem storkens vinger mens den fløj, og så kunne de ellers komme på ture sammen.

De to blev uadskillelige, og selvom det var et noget utraditionelt makkerpar, så var de altid glade i hinandens selskab. Torn og storken delte mange eventyr sammen og skabte uforglemmelige minder i skoven. Ikke mindst for dem som har været heldige at se en stork komme flyvende med en trold på ryggen.